Læren om verdens skabelse
           og dens udvikling



I det gamle Grækenland troede man at Jorden var i
centrum for verden.
Helt op til 15. århundrede var der ikke mange der kunne
forestille dem at Jorden ikke skulle være i centrum af
begivenhederne.
Men en tysk munk og pater der kaldte sig Nicolaus
Cusanus og som levede i det 13. århundrede mente at dette
måtte være forkert, rent logisk betragtet. For det hænger
ikke sammen med at Gud er uendeligt stor og Hans
Skaberværk ligeså.
Han forklarede sit standpunkt ud fra nogle af følgende
betragtninger.
En ret linie er forskellig fra en vinkel på 180°.
En polygon med et uendeligt antal kanter er forskellig fra
den perfekte cirkel.
Et polyeder med et uendeligt antal facetter er forskelligt
fra den perfekte kugleflade.
Nu mente han så at han ved hjælp af disse billeder kunne
forklare Gud's plads i Universet.
I mellemrummet mellem kanterne og den perfekte cirkel
eller mellem facetterne og kuglefladen måtte der være
plads til Gud.
Gud er således Universet eller omfatter dette, men
Universet er ikke Gud.
Gud er Større. Hvad end af stort kan nævnes, så er Han
dog Større.

Giordano Bruno der levede i sidste halvdel af det 16.
århundrede udtrykte således:

Universet er éen uendelig, udelelig, uformelig masse hvori
der intet oppe er, ej heller nede. Intet højre og intet
venstre heller. Kun lokalt optræder ændringer og dermed
forskelligheder.

Bagved eller foran for eksisterer kun for iagttageren samt
et eller to objekter der beskues af denne i Universet. Helt
banalt kan man tale om at dette eller hint er foran mig
eller dette eller hint er bag mig.

Universet har ingen periferi eller man kan sige at alle
steder ligger på periferien og heller intet centrum har da
der er centrum er overalt.
Universet rummer et uendeligt antal sole.
Universets indhold er Universet.

Ligesom Cusanus mente Bruno at Universet er uendeligt og
det var dette problem Cusanus forsøgte at forklare ved sine
billeder på forskellighederne i det hele og i det delte, skønt
forskellene kan se nok så meget ens ud. Forskellen er ens.
Det er blot farven der har en anden lyd.
Gud er evindelig eller evig, så Hans Skaberværk er aldrig
afsluttet.

Der er en tydelig modstrid mellem tanken om The Big
Bang og så Universets uendelighed.
Skabelsesberetningerne i Genesis kan være akkurat lige så
godt billedsprog som den myte teorien om The Big Bang
efterhånden er blevet.

To forskere, N.F Kopeikin og Edward B. Formalont, en
russer og en amerikaner har fremlagt et tankevækkende
måleresultat for en del år siden.
De forsøgte at opspore en rumsonde, Pioneer, der er på vej
ud af Solsystemet.
Når de rettede deres teleskop i den retning deres
beregninger viste at Pioneer skulle befinde sig, fandt de
intet.
De drejede da teleskopet tilbage langs ad den kurs Pioneer
skulle følge og fandt så Pioneer.
Pioneer havde mistet fart i forhold til beregningerne på
datamaskinen.
Efter fornyede beregninger kom de frem til at forskellen
mellem den beregnede position og den position de fandt
Pioneer på, svarede til en decceleration over tid svarende
til afstanden mellem beregnet position og observeret
position, målt med lysets hastighed.
Hvis Pioneer var blevet udsendt med lysets hast ville
deccelerationen have bremset Pioneer til ingen bevægelse
i forhold til Jorden i løbet af de ca. 15,8 milliarder år det
faktisk er den tid man mener er tiden for Universet's
beståen.
Inerti har altså egenskaber som ingen til dato helt har
forstået. En jævn retlinet bevægelse, altså en bevægelse
følgende den korteste vej i rumtiden, vil tid efter anden gå
i stå af sig selv. Forårsaget af sammenhænge mellem
kræfter som endnu ingen forstår.
Var der ingen opbremsning i forhold til den beregnede
kurs og hastighed må det kunne formodes at med
måleresultaterne ville der da være en manglende
rødforskydning på observationen af Pioneer, men dette
problem har jeg ikke hørt eller set diskuteret nogen
steder.

Jeg er overbevist om at rødforskydning tolket ved
observerede objekter er en egenskab ved rumtiden der
endnu mangler at blive forklaret.
Mørk energi og mørkt stof er et par af forklaringerne
der arbejdes for fuld kraft på for at opnå en forståelse
af.

Når man beregner at Universet skulle være 15,8 milliarder
år gammelt, må man gøre det ud fra den betragtning at
man kan skue ud på indersiden af en kugleflade og altså
har 7,9 milliarder lysår bag sig og 7,9 milliarder lysår
foran sig.
Der er med andre ord tale om en diameter i Universet.
Eller også må man tale om en radius på 15,8 millarder
lysår i et uendeligt antal retninger fra den i centrum
placerede betragters synspunkt og ud til overfladen.
D.v.s. at beskueren der foretager denne vurdering må
tilbageføre gennem den tilbagelagte tid i Universets
historie, Universets centrum til at befinde sig akkurat midt
mellem beskuerens egne øjne og dermed i centrum af
verden.
Men da Universet har uendeligt mange centrummer ifølge
af at centrum er overalt, vil en beskuer placeret 15,8
milliarder lysår ude have udsigt til et Univers, 15,8
milliarder lysår i radius i alle, de uendeligt mange,
retninger. Og her vil Jorden befinde sig på periferien eller
overfladen og ikke i centrum.

Til daglig brug er der ingen problemer ved at føre sin
spatierende faktor forstået som måden hjernens skabelse af
et spatialt rumgitter til at opnå fornemmelse af rum på, ud
i omgivelserne.

Enhver person har mellem øjnene et skæringspunkt for de
tre planer: det frontale, det sagittale samt det horisontale
plan.
Man kan uden større problemer flytte sit forestillede
iagttagelsepunkt, altså centrum for sit spatiale rumgitter
med koordinater, ud i omgivelserne fordi spørgsmålet om
samtidighed ikke herved udgør noget problem.
Men skal man forestille sig at befinde sig på Mars eller
f.eks. 15,8 mill. lysår borte, udgør samtidighed et problem.
Det er i virkeligheden et spørgsmål om hvorvidt
éenvejskommunikation er kommunikation eller blot
éenvejs dataoverførsel uden kontrol.
Frem og tilbage er dobbelt så langt og en iagttaget respons
på det kommunikerede må da være det mindste man kan
forlange for overhovedet at afgøre om kommunikation har
fundet sted.

Iagttagelse af fjerne galakser og hobe er og bliver en
éenvejskommunikation. Gisninger om hvad der sker i den
anden ende, f.eks. rødforskydning, er og bliver rent
gætværk.
At de fjerneste galakser skulle fjerne sig fra iagttageren
med større og større hast er så forrykt en tanke at den er
død på vejen for at opnå større indsigt, ad.
Det vil aldrig kunne bevises eller modbevises.
Men kan der ved hjælp af Pioneer- og Voyager-sonderne på
vej ud af Solsystemet iagttages nogle regelmæssigheder i
form af gentagne abnormaliteter, vil man muligvis kunne
gennemskue og opnå en indsigt der lader sig ekstrapolere
ud på interstellare fænomener.

Pythagoras mente at man kunne høre sfærernes og
himmellegemernes sang.
Det har siden vist sig at der måske er noget om snakken.
Ved studier af vores egen Sol har det kunnet lade sig gøre
at forøge frekvensen af Solen's sang til en hørbar rumlen,
men det var vist ikke lige det Pythagoras havde forestillet
sig.
En rumlen.
Han forestillede sig nærmere noget med krystal og sød
musik.

Tilbage