Nogle strøtanker i forbindelse med en standende debat.

Det er oppe i tiden at drøfte forholdet mellem f.eks. det
offentliges forpligtelser overfor såkaldte frivilliges indsats
i forbindelse med pleje og omsorg indenfor samfundets
svagere medborgeres regi.
Hvis der i stedet tænkes på forsorg kontra omsorg vil
skellet måske blive mere tydeligt.

Forsorg kan herefter tænkes på som et udtryk for det der
tages fra et menneske og omsorg det der tilstedes et
menneske.
For at udtrykke det lidt klarere kan man sige at forsorgen
omfatter at ansvaret, byrden, anstrengelsen lægges i
hænderne på en anden instans, set fra individets
synspunkt, mens omsorgen er det der modtages, det der er
livsnødvendigt i en anden kategori end det der kan gives
forsorg for.
Med andre ord;- det omsorg omfatter er i stor udstrækning
udefinerbart, mens det forsorgen kan omfatte langt
nemmere lader sig inkludere i kategorier og
forsorgsområder.

Forsorg kan herefter ses på som:

Tællelig, målelig og vejelig i antal opgaver i forholdet til
individet:

Administration af:

Bolig
Ophold
Transport, kontingenter
Indtægts- og udgiftsstyring bredt set
Udbetaling af lommepenge osv.

Pleje i form af:

Kost
Soignering
Sundhed
Medicinering osv.

Fælles for disse indsatsområder kan man sige er:

At de kan omsættes i tabeller for medgået tid der statistisk
kan behandles til en akkord for fakturerbar tid.

Det der følger af dette er at det der blev beskrevet som
individets forhold til forsorgsgiveren ikke længere er et
forhold mellem en giver og en modtager, rent menneskeligt
betragtet.
Hvis det tages for givet at en person er en person der
handler som havende rettigheder og som antages for at
have rettigheder og derfor må anses for at tilskrive en
anden person, i lige måde, at være i besiddelse af
rettigheder, så er modtageren af forsorg ikke længere en
person. Og et individ er dermed blevet en statistisk
manipulerbar enhed på linie med andet inventar som
produktionsmidler er det. En omkostningsfaktor med andre
ord.


Omsorg kan da tilskrives følgende:

Individet skal kunne klare sig bedst muligt ved hjælp af
egne kræfter.

Individet skal være beskæftiget med noget for individet
meningsfuldt.

Følger af handicappende eller invaliderende traumers
indflydelse på førligheden under hensyntagen til det
øverststående angående omsorg skal forebygges.

Terapi med henblik på overvindelse af det ovenstående
punkts indflydelse skal indsættes.

Undervisning skal indsættes for såvidt denne indbringer
individet erkendelser og færdigheder der kvalificerer
vedkommende til at klare sig bedst muligt ved hjælp af
egne kræfter.

Og så har omsorg en side mere:

Tryghed for individet

Sjælesorg

Eksistentielle problemstillingers indflydelse på
livssituationen og deres afklaring

Den spirituelle og åndelige dimension af tilværelsen


Det er sådan at omsorg er en uafmålelig tid når tiden
medgående hertil stilles overfor forsorgens akkord.
Man kunne sige at forsorgen kan opgøres ved tildeling af
tid, tælleligt, måleligt og vejeligt i antal opgaver der skal
udføres.
Omsorgen kan bagud opgøres i antal forbrugte minutter,
men rummer ikke på samme måde som forsorg mulighed
for prognose.
Det kan ikke gøres op hvornår omsorgen slutter. Og dette
er et principielt forhold.

Når fortalere for at så meget omsorgsansvar som muligt
skal overdrages til privat initiativ, må det hænge sammen
med at:

De har på den ene side indset at det offentlige tiltager sig
rollen som styrer af udgifterne ved produktionen, men på
den anden side derved også overtager den uværdige stilling
at fratage individerne menneskeligheden, altså deres
mulighed for at være personer.
Og dette er både overfor de såkaldte klienter som overfor
de ansatte der kontraktligt forpligtes til at overholde det
offentliges budget.
Det er med andre ord det personlige forhold der afskrives
som mulighed i den måde det offentlige administreres på
for tiden.
På den anden side har "det offentlige" indset at de kan
opnå en form for aflad i det omfang de kan lette frivillige
organisationers arbejde overfor at yde samfundets svageste
den omsorg, som i virkeligheden ethvert menneske føler
sig forpligtet overfor og berettiget til at modtage eftersom
behov opstår.

Dette er i øjeblikket et stort samfundsdilemma.

Det vil være nemt som politiker at gøre sig til talsmand for
at frivillighedsarbejdet skal tildeles flere ressourcer, for at
det offentlige så skal kunne hellige sig de samfundsopgaver
der er tællelige, målelige og vejelige i forbindelse med
priskuranten.
Det vil endda være sådan at man kan indsætte stregkoder
der maskinelt kan aflæses og kodificeres i et lønsystem, så
længe man holder sig til forsorgsmæssige opgaver. Hvert
udført punkt kan aftjekkes.
I yderste konsekvens kan man se for sig at kvaliteten af
den udførte opgave kan vejes månedligt på forsorgscentret
ved at veje klienten.

Hvis ikke denne umenneskeliggørelse af det offentliges
forhold til den private sfære skal fortsætte, som f.eks. ved
også at ville diktere samfundsborgere hvornår de må ryge
på eget domæne og hvornår ikke, så må det snart være på
tide at der gøres en modsatrettet indsats.

De politikere der i øjeblikket sidder og gør deres bedste for
samfundet, sådan som de forstår det, må holdes i næsen
hvad det er for et samfundssyn de i virkeligheden støtter.
Det drejer sig om politikere slået over en bred kam.
Hvis det var så enkelt at man kunne tilskrive det en
bestemt partifarve eller tilhørsforhold til bestemte klasser
af samfundet, det at gøre individerne til robotter der skal
programmeres, ville alt måske være overskueligt og nemt
at forholde sig til.
Men desværre er det nok ikke helt så enkelt og ligetil.

Bare det f.eks. at skulle forholde sig til at gode boliger må
rives ned et sted, for at opføre nye boliger andre steder
hvor sandsynligheden for at beboerne er klientiserede
objekter er mindre, kan være en kamel at sluge. Dette
finder det øjeblikkelige flertal på Christiansborg for
værende en unødvendig merudgift.
Ihvertfald virker det til at de vil give større frihed for
private til at opføre lukrative boliger hvor de vil, og så
overlade de gamle fraflytningers ofre til det almindelige
boligmarkeds tendenser.
Mange politikere opdager først hvad de har haft gang i når
der i offentligheden pilles enkeltsager frem der viser
konsekvenserne af fordums politiske afgørelser.
Og desværre er det sådan at det også er gået med hensyn
til tildeling af midler til de plejekrævende dele af
befolkningen.
Man har troet at ved at udlicitere i udbud, kunne de der
tilbød den bedste akkord få ansvaret og så kunne resten af
samfundet have ryggen fri.
Det er på tide at samfundsborgerne bliver provokerede til
at udtrykke hvad de reelt mener når de taler om bløde
værdier der ikke kan opgøres på sædvanlig vis, i penge.
Vi er efterhånden så vænnede til at alt opgøres i statistiske
sandsynligheder at når der tales om et problems størrelse
skænker vi det ikke en tanke at forøgelsen af en
brystkræftrisiko med fra nul komma otte promille til éen
komma fire promille indenfor en kategori forholder vi os
nærmest til fordoblingen nærmere end til den reelle
forøgelse der er næsten minimal.
Vi forholder os til fordoblingen af risikoen.
Men politikere, som vi tror sætter dem mere ind i tingene
end vi andre, stikker hovederne under armen og løber med
på mediernes sensationshunger.

Samfundets generelle tendens til omsorg synes for
nuværende at være i en fase hvor man på den ene side
ønsker det bedste for sig selv og på den anden side mener
at selvopofrende privatinitiativer vil bøde på ens egen
selviskhed og selvgodhed. Berømmelsen af det private
initiativ er aflad for at lukke øjnene for naboens rimelige
behov og unødige trængsler.

Som i tilfældet med boliger hvor det offentlige må se i
øjnene at der må ydes ekstra tilskud for at kunne tilgodese
det brede samfunds velærværdige udvikling, tilskud til
miljøbevarende tiltag osv. må samfundet også indse at de
medarbejdere der ansættes indenfor forsorg og omsorg som
f.eks. bl.a. hospitalspersonale kan tilskrives at høre under,
også skal tilgodeses på en aldeles anden måde i form af
udvælgelse, uddannelse og belønning overfor hvilket
robotter f.eks. er totalt upåvirkelige.
Vi må tilbage til det at se på individerne som personer,
personer der har og vil afgive rettigheder i
overensstemmelse med deres egen indsigt i hvilken
livssituation de end befinder dem i i det pågældende
øjeblik.


    Tilbage