Anamnese indebærer på sæt og vis en
misforståelse angående denne teksts  
intention.                                            
    På <knappen> vil alt andet dog     
blot have fyldt for meget.                   



Anamnese, et lidt spøjst ord som jeg kender fra helt andre
sammenhænge.
   Men det skal kunne gøre sig på en knap, så dækningen af
indholdet må ikke fylde for meget.
   Anamnese kan tages for at være "synet på éen selv", fortalt
f.eks. til en psykiater der så har haft sin diktafon åben og
kan lægge båndet eller USB-nøglen eller hukommelseskortet
hos sekretæren der så kan indtaste.

Meget selektivt, ta'r jeg et emne op som "de største begivenheder
i mit liv" og så lader jeg alt andet ligge i denne forbindelse.
   Som sagt er "anamnese" det samme som i f.eks. tolv-trins
fællesskaberne er kendt som "at fortælle ens livshistorie" eller
"at speake".
   Bortset fra at der ved disse lejligheder, intet bliver gemt,
undtagen hvad rummets omgivende vægge kan rumme samt i
hjerterne på de tilstedeværende.

Den største begivenhed i mit liv indfandt sig søndag den 13.
november 1949 på en privat fødeklinik omtrent på hjørnet af
Frederikssundsvej og Nordre Fasanvej i København kl. 21:10.
   Der er et endnu tidligere og endnu vigtigere tidspunkt, men
dette ligger udenfor mit kendskab og mine forestillingsevner.
   Ihvertfald har jeg det så ambivalent med det at jeg lader
spørgsmålet ligge.
   Jeg var "et ønskebarn" er jeg ideligt blevet fortalt.
   Når så mit navn blev påkaldt og jeg reagerede og det var mig
der dukkede op, var, især min mors måbende udtryk som "nåeh,-
er det dig?"
   Altid var jeg altså et andet barn end "ønskebarnet".

Næste største begivenhed var tirsdag den 30. december
samt onsdag den 31. december 1958.
   Jeg blev overbevist om at "Vor Herre" Er der for mig.
   At måske Han Er der for dig også, kommer ikke det smør ved.

Næste største begivenhed var optakten til, samt søndag den
11. oktober 1964.
   Frygten for at åndelig spanking skulle gå hen, også at blive
korporlig, fik mig til at indvillige i at lade mig konfirmere.

Næste største begivenhed indfandt sig mandag den 7. juni
1965 hvor jeg, for at fri mig for åndelig, såvel som korporlig
spanking, så mig nødsaget at tæve min far og true ham på
livet.
   Hvad ingen kunne have forestillet dem, var at jeg hverken
fik en god ven, en god kammerat eller en god far ud af det.
   Allermindst var jeg selv i stand til at forestille mig begiven-
hedernes gang.
   Rent faktiskt føles begivenheden stadigt lidt uvirkelig.
   Jeg var ude af mig selv, mønstrede uanede og nærmest,
for mig selv, umenneskelige kræfter.
   Siden har jeg næret enorme vanskeligheder angående hvad
jeg kan tage ansvaret for og for hvad jeg er nødsaget at gi' en
undskyldning for.

Næste største begivenhed bestod i optakten til, samt den 24.
december 1967 og de nærmest påfølgende uger.
   Sømandskirkepræsten kom med stakke af ugeblade hjem-
mefra, ombord til os søfolk.
   I et gammelt nummer af "Familiejournalen" var en stor
annonce, mindst en halvsides for at nu var "Koranen" oversat
til dansk.
   I en "box" af karton solgtes den i tre "hardcopy" faste bind
for den nette sum af "60,-kr."
   Jeg lånte telefonen af styrmanden i styrehuset da vi lå for
svaj i bugten ved Siracusa, uden noget at sejle med fra vel
den 12.-13. december og indtil 3.-4. januar.
   Min mor virkede i telefonen ikke just imødekommende.
   Jeg spurgte om hun på mine vejne ville købe et sådant
eksemplar af "Koranen".
   Da hovmesteren juleaften delte gaver ud, var der til min
store overraskelse en pænt stor, nærmest kubeformet pakke
til mig.
   Det var "Koranen" i tre bind fra "Borgens Forlag".
   De følgende uger læste jeg på livet løs.
   Læber, tunge, strube, åndedrættet og det hele var med.
   Så det gik langsomt.
   Jeg læste kun når min kammersjuk, førstematrosen, ikke
befandt sig på kammeret.
   Endskønt ikke en lyd fra mig var at høre for nogen.
   Jeg blev imidlertid ikke helt færdig med den for jeg skulle
også, indimellem, passe at spille på mundharmonika.
   Da jeg kom hjem, hvilket vil sige til kammeret med min
søsters og min seng havde været min søsters alene i årevis,
sagde jeg tak for julegaven.
   Denne gestus var mine forældre uforstående overfor.
   Og især min mor benægtede at dette forhold overhovedet
kunne have noget på sig.
   "Du har en livlig fantasi" plejede hun at affærdige mig med.
   Jeg er imidlertid ret sikker på at der på gavekortet stod
"Fra: far og mor" med min mors kragetær.
   Om dem skulle jeg om nogen kende, for jeg havde i sin tid
kopieret hendes autograf gennem et kladdehæfte så
minutiøst som muligt.
   På spørgsmålet i skolen derefter:"Hva' vé' du helst ha', éen på
skrinet eller en eftersidning" kunne jeg med sindsro svare "en
sveder" i stedet for éen på skrinet.
   Godt nok havde det i årevis været forbudt lærere, ihvertfald i
København, at lægge hånd på eleverne, men éet er taknemme-
ligt papir, noget andet virkeligheden.
   Hjemme ville det aldrig komme til deres kendskab at jeg
ustandseligt blev afstraffet i skolen.
   Min mor fortalte sidenhen at når skolen udbad dem et møde
eller besøg hvor de kunne betro dennes om mine hemmelig-
heder, fik min mor pålagt min far at ringe forfald.
   Grundet "sygdom", "på grund af overarbejde" eller "at
Nørrebro var oppe" eller noget andet i genren.

Næste afgørende begivenhed var da jeg omkring 11. - 12.
december 1998 til omkring 6.-7. januar 99 indtastede hele
Koranen's tekst på min Amiga.
   Jeg lavede mig et program hvorved jeg kunne søge på
"fritekst" i hele Koranen og få søgeresultaterne udskrevet i en
formateret fil, parat til at overføre til printeren.

Og så var den næste afgørende begivenhed at jeg drog på "haj"
i Mekkah med omegn i 2003.

Den for nu, største begivenhed er endnu ikke indtruffet.
   Den varer ved, nærværende, ihvertfald indtil lige nu.
   Den 1. januar 2008 havde jeg min sidste brandert.
   Dvs. at jeg bukkede under for den omkring ved godt femtiden
den 2. januar om morgenen.
   Indtil da havde min længste clean og ædru periode siden jeg
var næsten 10 år, den 10. november 1959 ved mine forældres
kobberbryllup hvor jeg drak alle sjatterne, været godt et halvt
års tid fra fredag den 22. september 2006 til fredag den 25. maj
2007 hvor jeg for næstsidste gang blev udskrevet fra en psykia-
trisk afdeling.
   En god veninde fik mig ved Gud's Hjælp til at tage imod lånet
af hendes bøger fra "AA".
   Da vi, den efterfølgende nytårs aften, sad og sludrede over en
smøg og en pibe tobak, fortalte jeg at jeg faktiskt ikke havde åbnet
bøgerne, før endnu en indlæggelse og før hun inviterede mig til
nytårsaften sammen med hendes mand og deres venner.
   I samme øjeblik jeg tog imod invitationen, opstøvede jeg et par
muleposer fulde af "Årgangsøller" fra Wiibroe og lagde mig så til
rette for læsningen på divaneseren, med en stribe øller indenfor
rækkevidde.
   Efter samtalerne, havde jeg kun éen udvej, indså jeg, for de
andre alternativer var blevet mig for skræmmende.
   Endnu engang, ved Gud's Hjælp, fik hun mig til, torsdag den
4. januar kl. kvart i syv at opsøge "tolv-trins fællesskaberne" i
Holbæk.

Af denne forsamling er jeg stadigt medlem, éen dag ad gangen.

Tilbage